Foråret er officielt startet, og i takt med at vi siger farvel til vinteren og velkommen til lysere og varmere dage, bringer jeg vinterens billeder, som I har været med til at indsamle. Tak for bidragene, send gerne flere til mig (webadmin), via admin@dollerupbakker.dk når du deltager i arrangementer i Dollerup.
Dollerups første kvartal af 2022 i billeder
Nytårsvandring 2. januar 2022
Her ses billeder af en stor forsamling af lokale beboere, der startede året ud med en spadseretur i bakkerne som erstatning for den corona-aflyste nytårskur. Bærsnapsen fra den forgangne sensommer var startskuddet til vandringen på en ca 2-3 kilometer, hvor Henning og Bent var guider for en interessant tur over og for foden af Ravnsbjerg. Turens tema var præget af beretninger og fortællinger af både historisk art fra krigens tid, samt af både historisk og nutidig beretning om naturens tilstand i området. Særligt interessant var spændingerne imellem de forskelligartede interesser i området, hvor Bent skildrede visionerne om naturnationalparken og områdets status som både fredet og Natura 2000 beskyttet samt forholdet mellem private og statslige og kommunale interesser. Der er mange forhold som gør sig gældende i de respektive kategorier og naturklassificeringer, som ikke altid harmonerer. Ligeledes spændende var det at høre om lokale odderfamilier og andre særlige dyrearter i området. Og så gemmer området åbenbart på helt unikke og særlige mosarter, som jo er en mytisk og hemmelig verden for sig.
Du kan bladre igennem billederne fra dagen herunder ved at trykke på pilene.

Fastelavnsfest 2022
Flere af byens børn havde d. 20. februar givet deres forældre lov til at være med i forsamlingshuset til en god gang “katten-af-tønden” 🐱🪗🎊 og selvfølgelig fastelavnsboller i lange baner. Redaktionen her på hjemmesiden har ikke fået beretninger om, hvem der løb af med den sande titel som kattedronning eller kattekonge. Men rygterne lader sig vide, at det ikke var en rigtig kat i tønden, og at det sidste fabeldyr til at forlade tøndeslagtningen 🪅 ikke kunne spise flere fastelavnsboller.

















Næste arrangement er Generalforsamlingen 15. marts kl 18. Husk indbetaling af kontingent, se mere her.
📸 Send gerne flere billeder af forårets arrangementer, gerne med din egen beretning, til admin@dollerupbakker.dk så kommer der endnu en kavalkade inden sommeren skydes igang.
You must be logged in to post a comment.