Aktiviteter og nyt fra Beboerforeningens bestyrelse

Der sker altid ting i Dollerup, så her kan du læse om:

📃 Referat fra Beboerforeningens bestyrelsesmøde 22. oktober

🎃 Bålpladshygge og græskarfest på Sportspladsen 1. november

🎶 Højskolesangaften i Røverdal 5. november (med tilmelding)

🥘 Fællesspisning 20. november i Ravnsbjerghus (med tilmelding)

💵 Påmindelse om tilkendegivelse af donationer (gælder alle donatorer)

🎄 Er du juletypen, der gerne vil sætte lidt juleaktiviteter op for byen og dens børn?

Referat fra bestyrelsesmæde 22. oktober

Referat af bestyrelsesmøde i Dollerup Beboerforening d. 22. oktober findes herunder.

I forhold til donationerne har under halvdelen af donatorerne tilkendegivet om donationen ønskes tilbagebetalt eller fortsat doneret (pr. 22. oktober). Beboerforeningen skal meget gerne høre fra alle, der donerede, da dette blev diskuteret på generalforsamling vedr. formålet ved indsamlingen. Eftersom formålet naturligt (og glædeligt) ændrede sig fra anvendelse for køb af Ravnsbjerghus til vedligeholdelse af samme, så skal alle der donerede til køb tilkendegive, om de vil lade deres donation helt eller delvist stå til vedligeholdelse/renovering/udskiftning af fyr (se besked længere nede i nyhedsbrevet).

Derfor skal du kontakte kassereren som består af Regina og Jonatan via donationer@dollerupbakker.dk som vil hjælpe dig videre med at håndtere din donation.

Datoen for at indgive sin tilkendegivelser er på grund af den lave mængde af henvendelser ændret fra 31. oktober til 30. november. Venligst send din tilkendegivelse ved at kontakte Regina og/eller Jonatan snarest.

I forbindelse med vedligehold og forskønnelse af vores allesammens Ravnsbjerghus vil jeg gerne hylde alle de frivillige, der støtter op om livet i og omkring Ravnsbjerhus. Jeres initiativ og iver er guld værd for vores by. I sørger for at det hele er repræsentabelt og anvendeligt og indbyder til fællesskab og aktivitet. Tak til jer, der stiller hygge-/synge-/spisearrangementer op ude som inde, og sågar helt hjem i stuerne i privaten. Og til jer, som skaber faglige fællesskaber og møder op omkring dem, og bringer videnskab, kunst og håndværk helt ind i landsbyen. Tak til jer, der stiller op for de politiske udfordringer som vi møder herude, og for det engagement I viser for at skabe de bedste muligheder for vores lille samfund over for omverdenen. Det skaber bedre betingelser for os herude, som det lille men stærke samfund vi er.

Fra dette referat og referaterne før det er det tydeligt, at vi har et stærkt arbejdende fælleskab – både inden for bestyrelsen og uden for bestyrelsen – hvor hver med sit bidrag er med til at styrke det stærke samfund vi har herude i bakkerne.

Tak til os alle, det kan vi godt være stolte af.

Bålpladsdag – ny dato

Søndag d. 1/11 kl. 09-13 oppe på sportspladsen
slås bålpladsdag sammen med græskarfest. Man er velkommen til at komme og hjælpe både med at bygge bålplads, skære græskar og nyde en portion græskarsuppe kl. 12.00 🎃🔥🍁

Vi starter kl. 09 med en bolle og en kop kaffe (medbring gerne selv kaffen) ☕️ og så klør vi på med at bygge bålsted, så vi har noget at varme suppen på til middag. Vi sørger for div. materialer, så duk bare op med arbejdshandsker og godt humør. 💪🏽🧤😊

Sæt en kryds i kalenderen og vi glæder og til at bygge bålplads og hygge med jer ✨

Mvh. Trine Kjær Brandstrup, Jonas Brincher Nielsen og børneudvalget

Billede fra sportspladsen i sommer
Sportspladsen er i den røde cirkel, men den røde cirkel er taget ned for vinteren når du ankommer. Så gå i stedet efter den gode stemning, så finder du bådpladsen og de søde naboer. Hvis de har horn, så er du gået forkert.

Højskole/sangaften 05/11 kl. 19.00-21.00

Nu hvor mørket falder på, frister det at rykke indenfor i hyggelige fællesskaber. Vi inviterer derfor til en højskoleaften, hvor sangen er den samlende kraft. Bent Melvej har sagt ja til at akkompagnere.

Så kom og syng med. Det er også tilladt bare at brumme eller nynne lidt og ellers nyde fællesskabet.

Der serveres kaffe/the og kage.

Da Ravnsbjerghus er optaget denne aften, afholdes arrangementet i RØVERDAL nr. 19 med max antal på 25.

Der vil være tilmelding med SMS på tlf. 50709771

Randi og Thomas

Sang og musik er en del af DNA’et i Dollerup, her fra seneste sommerfest.

Fællesspisning 20. november

Vi skal have græskar i lasagne, brød, salat (og bare rolig, også almindelig lasagne til dig) samt lidt æble som er i sæson. Der er tilmelding til Lone J 61140768

Se nyheden her: https://dollerupbakker.dk/2026/10/19/faellesspisning-20-november/

Du mangler muligvis at sende din tilkendegivelse omkring donationer

Kære medlem af Dollerup Beboerforening og bidragsyder til Ravnsbjerghus.

En kæmpe TAK til jer der hjalp med at gøre huskøbet muligt. Det er værdsat.

Da prisen på huset blev sat ned, kunne vi klare finansieringen via de midler, vi havde fået fra fonde.

Derfor kan du/I få jeres penge retur.

Vi vil dog forsigtigt spørge, om du/I eventuelt vil lade os ”beholde” nogle af jeres donerede penge til opgradering af Ravnsbjerghus.

Blandt andet drømmer vi om at udskifte oliefyret med en energibesparende og miljørigtig luft-til-vand-varmepumpe. En investering, der vil gøre en kæmpe forskel for både driften og brugeroplevelsen i huset.

I så fald bestemmer du/I naturligvis, hvor stort et beløb det skal være. Hver eneste krone vil være værdsat.

👇

Send en mail til:
donationer@dollerupbakker.dk

med angivelse af:

1. Det beløb, som I oprindeligt donerede (fandt primært sted i perioden august – september 2024).

2. Om I ønsker det fulde beløb retur eller I vil donere nogle af pengene tilbage til os – og i så fald hvor stort dette beløb er.

3. Ved tilbagebetaling – anførelse af navn på jeres pengeinstitut og det fulde registreringsnummer og kontonummer.

Endnu engang tak for opbakningen til Dollerup Beboerforening og vi glæder os til mange fælles oplevelser i Ravnsbjerghus fremover.

Vi vil gerne høre fra alle bidragsydere inden 30. November.

Vi vil gerne høre fra alle, også dem der måtte ønske at donere hele beløbet, så vi er sikre på at vi er nået ud til alle.

På vegne af Dollerup Beboerforening – Jonatan

Julen er lige om hjørnet

Når man går i butikker nu, så bliver man mindet om at det snart er jul, og derfor så er det store spørgsmål så: hvordan fejrer vi den fælles julestemning i Dollerup i år?

Måske der allerede er nogle der brygger på en ide eller en dato for klipperi, sang og musik eller ture i skoven?

Det kunne redaktionen (Karina) godt tænke sig at vide, så fortæl meget gerne om det, så vi kan sprede budskabet i god tid.

Billede af K.-E. Godiksen fra Nisseridt fra sidste årti.

Tak fordi du læste med, hav det fornøjeligt i bakkerne indtil næste nyhedsbrev