Følgende historiske gennemgang af Dollerup Mølles historie er skrevet af Birgit Aarestrup

Begyndelsen:

Det, vi kalder Dollerup og dermed området, hvor vi befinder os i, var i mange år ejet af Hald Hovedgård.

 I 1587 anlagde en lensmand på Hald en kornmølle ved bækken, der gennemløber dalen. Bækken blev opdæmmet, hvorved der opstod en dam. Et møllehjul brugte vandets kraft til at male kornet for bønderne i nærheden.

Dette fortsatte den med de følgende ca. 250 år.

Så dukkede der en ung hosekræmmer, Jens Chr. Jensen op, født i 1810. Jens Chr. Jensen og broderen drog rundt og købte op af de store mængder strikketøj, der blev produceret med strikkepinde i de såkaldte ”bindeherreder”, bl.a. Lysgård, hvor alle bønder havde får.

Derefter drog Jens Christian til København og solgte produkterne. Der var stor afsætning, og han fandt ud af, at produktionen var alt for langsommelig, da især det at karte og spinde tog alt for megen tid.

Derfor havde han en bestemt hensigt med i 1848 at købe den nu noget forfaldne vandmølle i Dollerup, som bestod af et lerklinet hus med lyngtag. Det var i længden ca. en tredjedel af den nuværende hovedbygning. I den ene ende var der beboelse og i den anden ende fandtes selve møllerummet.

Der var gang i Jens Christian – især to egenskaber var fremtrædende hos ham: en fantastisk forretningsfornemmelse og en utrolig interesse for piger. Det sidste kan der fortælles en lang historie om. Han boede før købet af Møllen, i Almind og havde til sin opvartning to unge piger. Hvor han med den ene fik en søn.

Jens Chr. forbedrede den bygning, han overtog og fik i 1851 opført en bygning mod vest – en spindefabrik – og i november samme år var bygningen forsynet med 9 spinde- og kartemaskiner, der alle gik ved vandkraft via et ekstra vandhjul.

Sønnen og sønnens mor fulgte med, da han flyttede til Dollerup, hvor en folketælling angiver drengen som ejerens søn, mens drengen mor er angivet som tyende. Efter mere end 20 år giftede han sig dog med hende, men da var han flyttet til gården Ndr. Thestrup som dengang blev anset som en anseelig gård.

Foruden at være hosekræmmer gav han sig nemlig også af med at købe og sælge ejendomme i området.
Han var en charmerende mand, der oven i købet tænkte ”store tanker”.
Han fik gang i fabrikationen, men solgte efter 10 år virksomheden til en bror, Niels Chr. Jensen. Denne fortsatte med store udvidelser i samme spor, men var af en helt anden forsigtig type end Jens Christian.
Vi må gå let hen over Niels Christians virke og gå videre til Niels Christians søn, Anders Peder Jensen, der hurtig blev kendt som A.P. Han havde fra begyndelsen været meget optaget af farbrorens værk, og det var ham, der for alvor førte Dollerup Mølle ind i en ny tid. 

Fra 1870erne og frem til 1900-tallet blev der bygget og udvidet. En ny pompøs hovedbygning blev opført i 1880-81,  og der blev ansat mange folk. Som kronen på værket byggede A.P. den store spindehal i 1900.  Den var 50,4 m lang og 31,4 m bred, desuden et kedelhus og ikke at forglemme den store dampskorsten, der var knap 33 m høj og 3 m i diameter. Samtidig bestilte A.P. hos A/S Frichs i Århus en dampmaskine, der vejede 13.300 kg, og transporten af den fra Viborg blev et af de allerstørste problemer ved hele byggeriet. 14 heste var forspændt en blokvogn, hvorpå den tunge beholder var anbragt. Ved nuv. Dollerupvej 123 var det ved at gå gruelig galt. Hvor meget der egentlig skete har jeg aldrig fået klar besked om, men gamle folk, der havde oplevet ”ulykken” fortalte om hændelsen med gru i stemmen.  

Det gik godt for Dollerup Mølle.

Optræk til fagforening – bagmændene blev afsløret og fyret.

I løbet af et par år var der i det skjulte gang i at hverve medlemmer til fagforeningen, men denne gang var man blevet klog af skade.

Fagforeningen stiftedes i jan. 1907.

A.P. blev rasende og satte omgående virksomheden til salg.

Da der i 1907  blev skrevet købekontrakt, forlangte A.P. at datoen blev tilbageført. Han ville ikke forhandle med en fagforening.

Men der gik rygter om, at han fortrød. 

Der blev stadig ”tænkt  store tanker” på Møllen med en ny direktør ved roret, nemlig Gregers Hansen. En historie,  som ældre folk elskede at fortælle, var den om en fest, der blev holdt – vistnok på Bækkelund  Pavillon – for at fejre de nye ejeres overtagelse af Dollerup Mølle.

Alle arbejdere var med - og naturligvis repræsentanter for den nystiftede fagforening – da den nye direktør ved rejste sig ved festens begyndelse og kort meddelte, at alle lønninger ville blive forhøjet med 20%!!

Så var munden lukket på fagforeningens eventuelle forhandler.

En sådan forhøjelse på én gang er ikke siden set. 

I 1913 blev fire virksomheder slået sammen. Det var:

A/S Dollerup Mølles Fabrikker, Dollerup

A/S Vestbirk Garn- og Trikotagefabrik.

K. Christiansens Trikotagefabrik, Århus.

Esbjerg Trikotagefabrik.

A/S  DE FORENEDE JYSKE FARVERIER OG TRIKOTAGEFABRIKKER

I Dollerup var Gregers Hansen stadig direktør. Hans kone, Moganete døde i feb. 1944 og han selv døde i april samme år.

Jeg holder mig til ”min tid som barn og ung”. Det var Gregers Hansens tid.

Dollerup er på flere måder et atypisk landsbysamfund.

Man taler af og til om ”de gode, gamle dage”, da mændene gik på arbejde, og kvinderne gik hjemme og passede børnene. Det var ikke tilfældet i Dollerup. Her var kvinderne højst hjemme et par år, mens børnene var helt små. De fleste havde, før de fik mand og børn arbejdet på ”Møllen”. Det var nemlig sådan og havde været det i mange år, at efter konfirmationen fik drengene arbejde på Møllen som spindedrenge og pigerne som spolepiger – og ofte blev de ”hængende” der resten af livet. Når børnene blev født blev mødrene hjemme et par år, hvorefter man fik ansat en ung pige – meget ung, 14-15 år.

Sådan var det for de flestes vedkommende. Også i min familie.

Jeg havde kun én søster – fire år yngre end jeg – og jeg mener, at Jytte kun var 2-3 år, da vi atter fik ung pige, fordi min mor igen fik arbejde på Dollerup Mølle, og det var ikke af lyst – men det var vanskeligt at undvære hendes indkomst.

Det var også på grund af Møllen, at der var andet, der adskilte Dollerup fra de fleste landsbyer. Det var ”kostfolkene”. Fænomenet var på retur fra i 1940’erne, da jeg var barn, men de voksne talte meget om det.

Dollerup Mølle udviklede sig fra 1900-tallet til en meget stor arbejdsplads, der virkede som en magnet for unge mennesker, for hvem mulighederne for arbejde var som tjenestekarle- og piger, hos bønderne med løn hver halve eller hele år i modsætning til Møllens ugentlige lønpose, hvis indhold, som -  guderne skal vide - var yderst beskedent. Det sidste var for de fleste at foretrække. – Problemet var, at de mange mennesker – på et tidspunkt var der mere end 150 arbejdere på Møllen – manglede bolig.

Derfor tilbød de fleste husejere kost og logi til dem.

Mine bedsteforældre havde et forholdsvis stort hus med to ens lejligheder i stueetagen, hvoraf den ene var udlejet. Lejlighederne bestod køkken, stue og et lille soveværelse. Tre værelser på 1. sal var udlejet, og familien klumpede sig sammen i det lille soveværelse. Mine bedsteforældre i dobbeltsengen, den eneste datter i sin egen seng og fire halvstore drenge sov ”op og ned” i én seng. – og der var bogstavelig talt ikke et hus, der ikke havde ”kostfolk”.

I dag bor der én person i de samme huse.

Fabriksfløjten, der kunne høres over det ganske sogn lød ved arbejdets start og fyraften samt ved alle pausers begyndelse og slut.

Ved fyraften myldrede arbejdere ud på vejen (Dollerupvej) og deltes ved bunden af Møllebakken. Skelhøjefolkene gik til venstre ad ”den sorte vej” – måske afbrudt af lidt indkøb hos købmanden på Møllebakken – kendt som ”K.M. Go’ dae” (han var sjællænder – alle andre sagde ”Go’ daw”). Resten af flokken fortsatte op ad Møllebakken, hvis de da ikke boede i et af husene på Møllebakken. Flokken fyldte hele vejen, mange børn fandt uden besvær deres mødre i flokken, når de løb dem i møde.

Min bedstefar – min far og mor – min onkel og alle, jeg kendte, arbejdede på Møllen.

Vi børn løb ned på Møllen til bestemte pauser med kaffe til vore fædre – min bedstefar og far fik kaffen leveret – med rigelig sukker og fløde – i en sodavandsflaske med patentprop, så der måtte fart på. Jeg spurgte som voksen min mor, hvorfor vi ingen termoflaske havde – det var der nemlig nogle der havde, havde jeg bemærket. Hun kikkede forbavset på mig. Jeg tror slet ikke, at anskaffelse af termoflaske var faldet nogen i familien ind. Når vi børn på den måde havde ærinde på Møllen kunne der godt gå nogen tid. Det var på væveriet min far og bedstefar arbejdede – og det var i vore øjne det fineste sted – når man arbejdede på Møllen. Væverne var en flok hyggelige ældre mænd (ja, det var nu alle mænd over 20 år, som altid havde tid til at snakke med en flok børn. Ligesom de også havde tid til at have en snøre i Mølledammen – hvis der skulle komme en ål forbi.

Direktør Gregers Hansen gik hver dag på samme tid en runde, og når han var i farvandet forsvandt alle børn lynhurtig i skjul bag en masse store sække der indeholdt - tror jeg - bomuld eller uld. Gregers Hansen var ellers en meget fredelig mand, og jeg tror godt, at han vidste, at en flok børn gemte sig mellem sækkene.

Den yngste søn, Ove Hansen overtog ledelsen efter faren, Gregers Hansens død i 1944. Han var også en dygtig mand, men det med ”de store tanker” blev tænkt på de forkerte tidspunkter.

I 1950 blev det besluttet at modernisere hele Dollerup Mølle, og en storstilet ombygning blev foretaget.

Herefter blev der ikke tænkt store tanker”. – Tidspunktet var desværre forpasset.

Det gik jævnt tilbage. I 1956 brændte A.P.’s store spinderi helt ned, og man opgav at genopbygge. Alle spindere blev fyret, og i 1967 blev de sidste arbejdere også sagt op.

Det gik jævnt tilbage og i 1980 købte Staten Dollerup Mølle.

Herefter stod Møllen og forfaldt i mange år.

Politik:

Dollerup sogn var en del af kommunen Dollerup/Finderup/Ravnstrup.

De to sidste var, som det var almindeligt med landsogne - rene venstre-sogne, men Dollerup var på grund af den store arbejdsplads ræverød.

En stor del af Skelhøje var en del af Dollerup sogn, og her på afholdshotellet var afstemningsstedet ved valg. Resultatet var ved hvert valg:  Et klart flertal af socialdemokrater – et mindre antal venstrefolk – og så kom det spændende: nogle få radikale stemmer – to eller tre konservative og en eller to kommunister.

Selvfølgelig var der hemmelig afstemning, men man vidste (eller havde gættet sig til) hvilke personer, der havde stemt på de sidste tre Partier – og var der ændringer, startede diskussionerne om, hvem det nu var, der havde skiftet parti.

Jeg er ikke sikker på, at jeg vidste, hvem Grundtvig var – men Stauning – ham kendte ethvert barn i Dollerup – hans portræt hang i de fleste hjem. 

Nu er forfaldstiden forhåbentlig overstået for Dollerup Mølle, men med en ny ejer ser der igen pænt ud ved Møllen.

Der er ”tænkt store tanker” igen. Tak for det.

Lad os alle sammen håbe, at det fortsætter.     

Birgit Aarestrup